Lavendel salve med helende egenskaber
Nem og lækker salve med æterisk lavendel olie som er en af de blideste æteriske olier. Lavendel virker beroligende og afslappende, har helende egenskaber og lindrer smerter.
Sheasmør og avocadoolie tilfører salven fugtgivende og blødgørende egenskaber samt virker beroligende og helende.
Salven er god at bruge på små rifter, sår og insektstik. Kan også smøres på særlige tørre steder på huden.
Du kan også bruge salven, hvis du bare har lyst til den beroligende duft af lavendel eller som læbepomade.
I opskriften bruger jeg lavendelolie. Du kan se, hvordan du selv laver et udtræk af tørret lavendel her
Ingredienser til 50 gram
25% bivoks – 12,5 g
30% sheasmør – 15 g
20% avocadoolie – 10 g
25% lavendeolie – 12,5 g
30 dråber æterisk lavendelolie
Sådan gør du
Det er ret simpelt at lave sin egen salve.
Afmål bivoks, sheasmør, avocadoolie og lavendelolie. Hæld dem i en ildfast beholder, som denne, og sæt i en gryde med lidt vand (vandbad). Smelt olierne ved svag varme.
Tag din beholder op af gryden. Når olierne er afkølet til 40 grader, kan du tilsætte æterisk lavendel, rør det godt sammen.
Hæld det hurtigt ned i formen inden det når at afkøle og stivne.


