Hjemmelavet fod balm til tørre fødder
Har dine fødder brug for ekstra pleje, så prøv denne hjemmelavet fod balm til tørre fødder.
Efter en lang dag på fødderne trænger du sikkert til at sidde ned og slappe lidt af.
Giv dine fødder et dejligt varmt vandbad, og bruge eventuelt denne fodscrub med havsalt og mælkebøtteolie.
Slut af med at forkæle dine fødder med lidt ekstra pleje med en nærende og hjemmelavet fod balm, der blødgør huden og dufter frisk af pebermynte og rosmarin.
En skøn nærende og plejende fod balm med naturens ingredienser.
Denne fod balm indeholder
Sheasmør: Nærende, beskyttende og meget velegnet til tør og irriteret hud.
Bivoks: Skaber en beskyttende barriere på huden der holder på fugten og virker blødgørende.
Kokosolie: Har fugtgivende, blødgørende og antibakterielle egenskaber.
Mælkebøtteolie: God til tør og irriteret hud med nærende og blødgørende egenskaber. Jeg har lavet mine egen mælkebøtteolie ved at lave et udtræk i olivenolie. Da mælkebøtter jo er årstidsbestemt, kan du bruge tørrede morgenfrueblomster i stedet for. Her kan du se, hvordan man laver udtræk. Du kan også købe en færdig morgenfrue olie her.
Vitamin E (tochopherol): Naturlig antioxidant, der forlænger balm’ens holdbarhed og plejer huden.
Æterisk pebermynte olie: Frisker op, virker kølende og har antiinflammatoriske egenskaber.
Æterisk rosmarin olie: Virker forfriskende og energigivende og har antibakterielle egenskaber.
Opskrift på hjemmelavet fod balm
Ingredienser til 100g
50g sheasmør (50%)
10g bivoks (10%)
18g kokosolie (18%)
20g mælkebøtteolie (20%)
1g vitamin E olie (1%)
0,5g æterisk pebermynteolie (0,5%)
0,5g æterisk rosmarinolie (0,5%)
Sådan gør du:
Hæld sheasmør, bivoks, kokosolie og mælkebøtteolie i en beholder, sæt i et vandbad ved lav varme. Rør jævnligt indtil alt er smeltet.
Sheasmør kan have tendens til at blive grynet i det færdige produkt, hvis den ikke afkøles hurtigt nok.
For at undgå en grynet fod balm er det vigtigt at få nedkølet de smeltede olier hurtigst muligt. Dette kan du gøre ved at sætte din beholder med de smeltede olier i koldt vand og sørge for omrøring under nedkølingen.
Når olierne er nedkølet til 40 grader kan du tilsætte vitamin E og æteriske olier. Rør rundt og sæt beholderen i køleskabet.
Lad det stå i en halv times tid og rør rundt ind imellem.
Brug en spatel eller ske og scoop det i en krukke og sæt låg på.
Stil den gerne i køleskabet yderligere en halv time.
Anvendelse
Massér en lille mængde fod balm ind i rene fødder – enten efter et fodbad eller om aftenen før sengetid, så balm’en får lov til at trænge godt ind natten over. For ekstra effekt kan du tage et par sokker på efter påføring.


