Castilla sæbe

Castilla sæbe med ren olivenolie

Denne opskrift på Castilla sæbe er en nem måde at lave sin første sæbe på. Opskriften indeholder kun en olie, nemlig ren vegetabilsk olivenolie.

Sæben indeholder hverken æterisk duft eller farve – bare en helt ren sæbe.

Den er mild og god til sart og tør hud. Olivenolie er blødgørende, beskyttende, fugtgivende og fugtbevarende.

Castilla sæbe er kun lavet af flydende olivenolie og ikke tilsat nogen former for fast olie, og har derfor brug for længere tid til at forsæbe og hærde, før den er klar til brug.

Jo længere tid den får, jo hårdere bliver den. Du kan vente med at bruge sæben indtil der er gået mindst 6 uger. Har dog læst, at andre først bruger deres Castilla sæbe efter 6 måneder, så har du tålmodighed, er den værd at vente på.

Sæben er meget blød i starten og kan være svær at tage ud af formen. Det er nemmest at bruge en silikoneform og at lade sæben blive i formen, indtil den er fast nok til at tage ud.

Husk nu at du kan give dine sæber som skønne hjemmelavede gaver, og at du selvfølgelig kan tilsætte æterisk duft og farve i opskriften, hvis du ønsker det.

Info til sæbeberegning

200 g olie

30% vand

5% superfat

Ingredienser

100% olivenolie – 200 g

60 g vand

25,7 g natriumhydroxid

Sådan gør du

Husk at beskytte dine hænder og øjne, når du laver sæbe.

Afmål olien og hæld den i en ildfast beholder og sæt beholderen i en gryde med lidt vand (vandbad). Opvarm olien ved lav varme. Lad olien afkøle til mellem 35-45 grader

Afmål vand og natriumhydroxid i hver sin skål. Gå udenfor eller sørg for at have et vindue åben, når du skal blande vand og natriumhydroxid. Brug en beholder der kan tåle meget høj varme til at blande i, da blandingen bliver meget varm.

Hæld forsigtigt natriumhydroxid i vandet (IKKE OMVENDT) og rør blandingen sammen indtil natriumhydroxiden er opløst. Lad blandingen afkøle til mellem 35-45 grader.

Både olie og natriumhydroxidblandingen skal have en temperatur på mellem 35-45 grader, inden du blander dem sammen.

Når temperaturen er opnået, hælder du langsomt natriumhydroxidblandingen i olien. Rør det sammen med stavblenderen. Du skal have vand og olie til at samle sig (emulsion) før den er klar.

Tilsæt æterisk olie og farve, hvis du vil.

Hæld sæbeblandingen i formen.

Sæt formen ned i en papkasse og pak kassen ind i et håndklæde. Vent så længe det er nødvendigt med at tage sæben ud af formen, da den er meget blød. Vent mindst 6 uger og gerne længere før du tager sæben i brug.

Få 5 lækre opskrifter på bodyscrubs
Du modtager min E-bog med opskrifter og modtager mails om nye ideer
Ja tak, til at modtage fremtidige nyheder
Ingen spam - kun nyheder