Badekugler
Badekugle pink

Badekugler

Lækre og hjemmelavede badekugler til skøn selvforkælelse – især om vinteren, når du gerne vil have varmen.

Og du kan lave dem lige præcis, som du ønsker med duft, farve og form.

 

Det skal du bruge

Bagepulver og citronsyre er de to vigtigste ingredienser du skal bruge. Når du blander dem og tilsætter vand, får du det der kendetegner badekugler, nemlig en boblende og brusende oplevelse.

Majsstivelse eller pilerodspulver (arrowroot) – gør at vandet føles mere blødt og er med til, at badekuglen er længere tid om at opløses.

Salt – her kan du bruge epsom salt, pink himalaya salt eller dødehavssalt.

Duft – tilsæt en æterisk olie, der skal ikke bruges ret meget for en at opnå en skøn duft, og det giver helt sikkert dine badekugler det ekstra, der skal til for at opnå wellness følelsen.

Olie – her kan du vælge en hvilken som helst vegetabilsk olie, eventuelt oliven, raps, mandel, argan eller smeltet kokosolie.

Farve – du kan farve dine badekugler med mineralsk ler som dem her (reklamelink) eller lave en olieinfusion med alkannarod, der giver en flot lyserød farve. Infusionen har jeg også brugt i opskriften på LipGloss som du kan se her. Du kan se mere om infusion her. Pink Himalaya salt giver også badekuglerne en lækker lyserød farve.

Pynt – diverse tørrede blomster kan bruges, eksempelvis lavendel, rose, morgenfrue eller kamille.

Forme – godt nok hedder de “kugler” men de behøver jo ikke at være runde. Silikone forme er klart bedst at bruge, og du kan bruge de forme der normalt bruges til isterninger.

 

Tips

Får du tilsat for meget olie, og konsistensen bliver for blød/våd, kan du sagtens forme den til små kugler med hænderne. Badekuglerne vil dog ikke boble og bruse ret meget.

Bliver din konsistens for tør eller vil du bare springe det med forme over, kan du også hælde det hele i en beholder/krukke og bruge en lille håndfuld derfra, når du skal lave dit fodbad.

 

Ingredienser

Bagepulver 50g

Citronsyre 25g

Majsstivelse 25g

Salt 25g

Duft 4-6 dråber æterisk olie

Olie 20-30g

 

Sådan gør du

Bland de tørre ingredienser – altså bagepulver, citronsyre, majsstivelse og salt – i en skål.

Vil du farve dine badekugler tilsætter du farven lidt ad gangen, indtil du har den ønskede farve.

Start med at blande 20g vegetabilsk olie med æterisk olie og hæld olien i de tørre ingredienser lidt ad gang.

Sørg for at blande det godt sammen og tilsæt eventuelt lidt mere olie, hvis det er nødvendigt.

Brug hånden til at mikse det sammen, så er det nemmere at mærke, hvornår konsistensen er rigtig. Brug gerne handsker så du ikke selv bliver farvet.

Du skal have en konsistens, hvor du kan samle en klump med hænderne, og den skal ikke være for tør.

Bruger du tørrede blomster, skal der lægges lidt i bunden af hver form.

Tryk blandingen godt ned i dine forme og lad dem stå og tørre.

De kan stå og tørre til dagen efter, men er du utålmodig kan du tjekke om de er klar til at blive trykket ud efter et par timer.

Læg en badekugle i vandet næste gang du skal have et fodbad eller karbad og nyd din hjemmelavede wellness oplevelse.

Badekugle citron
Badekugle lavendel

Få 15% rabat på dit køb

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få 15% rabat, samt besked når der er nye opskrifter, ideer og DIY

Når du tilmelder dig accepterer du sidens cookie- og privatlivspolitik

Skriv et svar